Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forretningsorden for skolebestyrelsens arbejde

REVIDERET skolebestyrelsesmøde 26/4-22:Skolebestyrelsen:

I henhold til Lov om folkeskolen § 41, Vejledning om udarbejdelse af vedtægt for styrelsen af kommunens skolevæsen (VEJ nr. 169 af 08/11/1999) samt valgforordningen for skolebestyrelsesvalg på folkeskoler i Vejle Kommune, er der fastsat ”Styrelsesvedtægt for Vejle Kommunes skolevæsen”. Med udgangspunkt i denne fastlægges følgende:

Forretningsorden for skolebestyrelsens arbejde

§ 1 På skolebestyrelsens første ordinære møde vælges en formand og næstformand, som er valgt for hele bestyrelsens valgperiode. Kun forældrerepræsentanter kan vælges til formand og næstformand. Alle medlemmer af skolebestyrelsen kan deltage i afstemningen. (Der vælges 7 medlemmer til bestyrelsen)

Tilføjet 26/4-22: Valgperioden er 2 år. Bestyrelsen starter sit virke 1/8 i det pågældende valgår.

Stk. 2 Bestyrelsesformanden tegner skolebestyrelsen mellem møderne. Det kan aftales at de enkelte medlemmer udtaler sig om specifikke sager imellem møderne.

Stk. 3 Forretningsorden for skolebestyrelsens arbejde fastlægges.

§ 2 Formanden eller skolelederen indkalder til møde så ofte det findes nødvendigt, eller når 1/3 af bestyrelsens medlemmer ønsker det (med angivelse af punkter til dagsordenen).  

Stk. 2 Formanden og skolelederen fastsætter tid og sted for møderne. Mødekalenderen godkendes i fællesskab af bestyrelsen.

Stk. 3 Formanden eller skolelederen indkalder til møde med mindst 14 dages varsel, med angivelse af dagsordenspunkter samt, at forslag til dagsordenspunkter skal fremsendes senest 8 hverdage før mødets afholdelse.

Stk. 4 Bestyrelsens møder afholdes på skift i afdelingerne i Gadbjerg og Bredsten.

Stk. 5 Formanden og skolelederen fastsætter dagsorden for møderne og fremsender senest 4 hverdage inden mødet til medlemmerne den færdige dagsorden inkl. bilag. Omfattende bilagsmateriale kan dog fremlægges til gennemsyn på skolen. Dagsorden kan offentliggøres med de begrænsninger, der følger af reglerne om tavshedspligt, på skolens hjemmeside.

Stk. 6 Det kan aftales at udarbejdelse af dagsorden i samarbejde med skolelederen går på skift mellem bestyrelsens medlemmer.

Stk. 7 I særlige tilfælde kan formanden eller skolelederen indkalde til møde med kortere varsel. Når mødet indkaldes, skal formanden eller skolelederen så vidt muligt underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet.Tilføjet 26/4-22: Skoleleder og formand kan i den forbindelse indkalde til møder med enkelte eller få sager på dagsordenen, som skal behandles inden næste ordinære møde i bestyrelsen. I disse tilfælde kan det overvejes at gøre brug af video/onlinemøder.

Stk. 8 Er et medlem forhindret i at deltage i et skolebestyrelsesmøde meddeles dette skolelederen. Skolelederen kan indkalde en stedfortræder til mødet eller andre bestyrelsesopgaver.

Tilføjet 26/4-22: Hvis formand og skoleleder vurderer at det er hensigtsmæssigt kan møderne afvikles på video/online.

§ 3 Skolebestyrelsens møder afholdes for lukkede døre.

§ 4 Skolebestyrelsen aftaler en møderække for skoleåret (årshjul).

Stk. 2 Skolebestyrelsen fastlægger for hver periode hvilke mærkesager bestyrelsen ønsker at arbejde med i den kommende periode.

 

§ 5 Skolebestyrelsen fastlægger omfanget af kontakt med forældrekredsen.

Stk. 2 Forældrerepræsentanterne fra bestyrelsen deltager med en repræsentant på forældremøder i samtlige klasser på skolen, i forbindelse med skoleårets start, og orienterer om skolebestyrelsens arbejde. Dette udgør samlet set bestyrelsens aflæggelse af årsberetning.

§ 6 Skolebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede, dog således at forældrerepræsentanterne skal udgøre et flertal af de tilstedeværende.

Stk. 2 Bestyrelsesmedlemmer kan kun deltage i bestyrelsens afstemninger, når de er personligt til stede under disse.

Stk. 3 Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.

Stk. 4 Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Stk.5 Skolebestyrelsen kan beslutte at invitere andre til at deltage i møderne, når der behandles spørgsmål af særlig interesse for dem.

§ 7 Skolebestyrelsens medlemmer skal overholde forvaltningslovens regler, herunder reglerne om habilitet og tavshedspligt.

§ 8 Formanden åbner og leder møderne. Såfremt formanden ønsker det, vælger mødet under formandens ledelse en dirigent.

Stk. 2 Det kan aftales at mødeledelse går på skift mellem bestyrelsens medlemmer, jf § 2 stk 6

§ 9 Alle medlemmer af bestyrelsen aflægger på hvert møde en kort beretning om de møder eller andet, hvori vedkommende har deltaget eller på anden måde bidraget i egenskab af sit hverv som medlem af skolebestyrelsen.

§ 10 Skolelederen eller dennes stedfortræder varetager sekretariats-funktionen for skolebestyrelsen.

Stk. 2 Der udarbejdes efter hvert møde et referat, som godkendes af de medlemmer, som har deltaget i mødet. Referatet offentliggøres på skolens hjemmeside med de begrænsninger, der følger af reglerne om tavshedspligt.

§ 11 Ændringer i eller tillæg til forretningsordenen kræver vedtagelse i to ordinære møder.

§ 12 Denne forretningsorden er vedtaget af skolebestyrelsen på

Bredsten-Gadbjerg Skoles ordinære bestyrelsesmøde den 8.juni 2022